Før Kenzo var det svært at forestille sig en asiatisk designer nå til tops i parisisk haute couture. Men Kenzo Takada, en japaner, der døde den 4. oktober i nærheden af Paris i en alder af 81 år, bragte kimonoens volumen og form sammen med dristige blomstermønstre og tropiske print til moderne tøj.

"Mit mål var at 'frigøre kroppen fra tøjet'," skrev Takada i en række selvbiografiske essays til avisen Nikkei, der blev udgivet i december 2016. "I stedet for at stramme kroppen ind, ønskede jeg at lave tøj, der prioriterede komforten ved at bære en løs silhuet."

Takada var kendt for at vise en bred vifte af modeller på catwalken, længe før det blev almindeligt. Han var en af pionererne inden for pret-a-porter, introducerede forretningsmodellen "se nu, køb nu" og holdt shows for forårskollektioner om foråret, da det virkede "meget logisk" for ham.

Kenzo Takadas forældre blev født den 27. februar 1939 i Himeji, nær Kobe i det vestlige Japan, og drev et etablissement, hvor kvinder underholdt gæsterne ved at spille på klassiske japanske instrumenter som den trestrengede shamisen. Som det femte af syv børn blev hans smag påvirket af hans to ældre søstre, som han studerede kunst med og læste deres blade.

Under pres fra forældrene begyndte han på universitetet i Kobe for at studere litteratur. Men Takada bemærkede en reklame for Bunka College of Fashion i Tokyo, hvor der stod, at de ville optage mandlige studerende. Det fik ham til at slutte sig til en klasse af fremtidige modestjerner, heriblandt Junko Koshino, hvilket gjorde ham til en af de første mandlige studerende på universitetet.

Takada husker: "Jeg fik engang at vide, at der ikke var nogen chance for, at en japansk mand kunne arbejde i modebranchen i Paris. Mænd blev ikke optaget på designskoler, og i 1950'erne var kreativitet slet ikke accepteret i Japan. Vigtigst af alt ønskede mine forældre ikke, at jeg skulle arbejde med mode."

Mens han arbejdede som designer i Tokyos Ginza-kvarter og skabte 40 stykker tøj hver måned, planlagde Takada en tur til Paris. Opmuntret af en lærer til at udforske verden, tog han i 1964 afsted på en rejse med et passagerskib fra Tokyo med stop i havne som Hong Kong, Ho Chi Minh City, Singapore, Colombo, Mumbai, Djibouti, Alexandria, Barcelona og Marseille. Denne rejse satte et uudsletteligt præg på ham og plantede de frø af ideer, der skulle forme hans karriere. Han vendte aldrig tilbage til arbejdet i Ginza, men fokuserede på en karriere i Paris.

Da han ankom til Paris i 1965, var den unge Kenzo Takada i første omgang overvældet:

"Jeg kan huske, at jeg tog en taxa og tænkte - hvor er Paris kedelig. Det var det samme Paris, modens hovedstad, den by, jeg havde drømt om så længe, og det hele så så trist ud og slet ikke som i bladene," mindedes designeren senere.

Til at begynde med solgte Takada sine designs for 25 franc stykket til franske modehuse og magasiner. I 1970 havde han åbnet sin egen lillebitte butik i Galerie Vivienne nær Louvre.

"Min vision var at fusionere to ting, jeg elskede - junglen og Japan. Da jeg skabte mine smykker, tænkte jeg ofte på Henri Rousseaus maleri "Drømmen" fra 1910," mindes Takada om sit tidlige mærke.

Dristige mønstre og ukonventionelle farver var centrale for Takadas succes. Han brugte ofte bomuld, et stof man sjældent så i high fashion på det tidspunkt, til at lave sit tøj. Med dette stof begyndte Kenzo at udforske volumen og skabe luftige kimonoer og plisserede bukser.

En ændring af mærkets navn blev dog nødvendig. Hans oprindelige mærke, Jungle Jap, indeholdt et nedsættende udtryk ("jap") i USA, som Takada ikke tog alvorligt, før hans kollektionsdebut i New York førte til betydelig forargelse over navnet. Løsningen var enkel: I 1976, da han åbnede sin flagskibsbutik, omdøbte han mærket efter sig selv. Således blev Kenzo-brandet født, og det var bestemt til at overleve sin skaber.

Dette markerede begyndelsen på Kenzo-mærkets historie, og Kenzo Takada begyndte at træffe revolutionerende beslutninger. I 1977 fandt mærkets show sted i Studio 54 til musik af Grace Jones med Jerry Hall som model. I 1978 og 1979 arrangerede han modeshows i et cirkustelt i Zürich og red endda på en elefant for at hilse på gæsterne. Denne storhed gik ikke ubemærket hen, og Kenzos unikke snit gjorde hans kreationer til objekter for begær verden over. I slutningen af 1970'erne blev det verdens bedst sælgende mærke.

Desuden vovede mærket sig ud i parfumeproduktion, selv før det blev en trend. Den første duft, King Kong, floppede, men i 1980'erne udgav Kenzo succesfulde dufte, hvor Flower blev en bestseller.

I 1984 tog Takada endnu et banebrydende skridt ved at indgå et samarbejde med massemarkedsmærket The Limited. Sammen skabte de en linje af tøj til overkommelige priser, et skridt, der fik nogle luksusforhandlere til at stoppe samarbejdet med Kenzo.

Takada indrømmede, at han var mere en designer end en erfaren forretningsmand. I årenes løb opstod der gnidninger mellem ham og hans ledere, og i begyndelsen af 1990'erne stod mærket over for en krise. Hans partner, Xavier de Castella, som han havde mødt til Paloma Picassos fødselsdagsfest og boet sammen med i mange år, døde i 1990, og designpartneren Atsuko Kondo fik et slagtilfælde i 1991. To år senere opkøbte LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton Kenzo-mærket for ca. 80 millioner dollars. I 1999 forlod Kenzo mærket.

Han skrev om sine følelser på det tidspunkt: "Mit knuste hjerte var ikke helet. Min drøm er også væk."

Kenzo Takada forklarede også til The Financial Times, at han solgte virksomheden af forskellige årsager: "Alt var blevet for kommercielt. Moden var ved at ændre sig, arbejdstempoet var ved at ændre sig."

Efter at have forladt mærket kastede Kenzo sig over interiør- og møbeldesign. I 2017 samarbejdede han med Roche Bobois, det ikoniske parisiske møbelatelier, som tidligere har arbejdet med Christian Lacroix, Sonia Rykiel og Jean-Paul Gaultier. Han designede også operakostumer og japanske uniformer til OL i Athen i 2004.

Kenzo Takada har inspireret en generation af japanske designere, bl.a. Rei Kawakubo og Yohji Yamamoto, og banet vejen for high fashion og givet dem en unik sans for stil, der syntetiserer japanske perspektiver med europæisk kultur.