Der er ikke mange jobs, hvor man bruger fem timer på at lede efter knapper i små vintage-skattekister i Sacré Coeur. Men at arbejde i kostumeafdelingen på The Crown er ikke noget almindeligt job. For kostumechef Amy Roberts og chefindkøber og assisterende kostumedesigner Sidonie Roberts, som bruger tre måneder på at finde de medvirkendes garderobe til hver sæson, er det en selvfølge at søge over hele verden efter små detaljer om tøjet, såsom den specifikke farve på det garn, der er brugt til knapperne, og foret på det tøj, de sidder på.

I den sjette sæson er prinsesse Diana fortsat i centrum. Dramaet centrerer sig også om hendes stigende fremmedgørelse fra den kongelige familie og i sidste ende hendes død. Holdet besluttede at bruge det, de kaldte en "Diana-algoritme" - en sofistikeret formel, der hjalp dem med at beslutte, hvad den afdøde prinsesse ville have båret i dag - til at skabe en garderobe, der blev skånselsløst gransket af pressen. "Dianas historie er [faktisk] meget privat," forklarer Amy. "Der er meget intime øjeblikke, som vi aldrig får at vide. Vi er nødt til at tage os kreative friheder - for eksempel, hvilke reklamer ville Diana få vist på sin computer i disse dage? - fordi vi ikke laver en dokumentarfilm."

Problemerne med tilladelser, som gør det juridisk vanskeligt at genskabe visse kongelige looks, gav også kostumedesignerne mulighed for at tænke ud af boksen med tøjet - især når det kom til smykker. Deres hemmelige våben? Susan Caplan. "Hvis nogen kan gøre det, så er det Susan," er mottoet i modeafdelingen på The Crown, hvor kuratorens showroom med luksuriøse vintagesmykker betragtes som en slags Aladdins hule. Den pièce de résistance, som Caplan leverede til Elizabeth Debicki som Diana? Perle- og safirhalskæden, som Diana bar til sin "hævnkjole" ved Serpentine-sommerfesten i 1994.

"Det var en vidunderlig mulighed for at udfordre mig selv," siger Caplan, som hyrede en dygtig "stringer" fra antikvitetshandleren Bentley & Skinner til at hjælpe hende med at tråde de snesevis af arkivperler på den stablede choker, før hun gennemsøgte sit lager af Swarovski-ædelsten fra 1920'erne og 1930'erne for at finde en dramatisk oval safir til at sætte i midten. Den fire-rækkede tilpasning af den udsmykkede original afspejler selve halskædens historie. Oprindeligt var det en broche, som Diana fik af dronningemoderen på sin bryllupsdag i 1981, men prinsessen forvandlede safirens andeæg med to rækker diamanter til en halskæde med syv rækker, der viste, at hun tog sin historie i egne hænder.

"Dette outfit var næsten som et redskab for os til at føre Diana videre," forklarer Amy. "Hun bliver mindre paladsagtig, bærer ikke længere to perlekæder, men kun én, og finder sin modeidentitet gennem kostumesmykker." Et af Dianas yndlingssmykker? Chanel-øreringe uden det dobbelte C-logo - et nik til prins Charles og hans daværende elskerinde Camilla - og statement-øreringe fra Butler & Wilson, som banede vejen for, at andre kunne eksperimentere med kostumemykker i 80'erne og 90'erne.

I løbet af det sidste årti har enkeltheden i trendcyklussen også fundet vej til Dianas garderobe. Hendes minimalistiske hoop-øreringe blev for eksempel de nye perle-clip-ons. "Jeg føler, at hun stod op, børstede tænder og derefter tog sine hoop-øreringe på. Så selv i de svagere øjeblikke [af hendes look] var hun stadig pyntet," siger Amy, som elsker, at disse små smykker siger så meget om personen. "Jeg tror, at Diana var lidt af en magiker - der er en ægte kerne af identitet, som kommer frem gennem hendes smykker, fordi hun lavede mange af dem selv. Hun elskede det arbejde."

Dianas tvetydighed er en del af den afdøde dronnings vedvarende tiltrækningskraft, mener parret, som fandt processen med at forestille sig hendes garderobe uendeligt fascinerende. "Hun er fuldstændig gådefuld og dragende, men samtidig tilgængelig [i den forstand, at alle kan efterligne hendes stil]," bemærker Amy, mens Susan tilføjer: "Når man først er en skata, er man altid en skata."