Da jeg aftaler med Małgosia Bela på Zoom at tale om "Winter Girl", en bog om hendes 25-årige karriere udgivet af 77 Press, er vi nødt til at planlægge to telefonopkald. Det er modeuge, og Małgosia skal rejse fra Milano til Paris. Hun siger, at hun vender tilbage til sin lejlighed i Warszawa om en måned, og at hendes kalender er lige så fuld, som da hun var på toppen af sin karriere. Men idéen om at samle en bog kom på et tidspunkt med afmatning. Det var sommer, og hun fik færre opgaver, hvilket hendes agent meget rammende forklarede med, at hun er en "vinterpige". "Mit look er meget mere egnet til rullekraver end bikinier," siger hun. Da jeg viser hende Pirelli-kalenderen fra 2009, som jeg for nylig fandt i kælderen, hvor hun hænger i stødtanden på en elefant, husker Małgosia, at historien om den tur til Botswana var den første, hun skrev. Hun skriver faktisk på en meget rørende måde - samtidig med at hun er dygtig til at spille klaver (et øjeblik udødeliggjort i bogen af Steven Meisel), spille i film og selvfølgelig være supermodel - og hendes intime erindringer er det, der adskiller "Winter Girl" fra andre coffee table-bøger.

MAJA VON HORN: "Winter Girl" fik mig til at indse, at det er 24 år siden, jeg beundrede hende i den italienske martsudgave af Vogue, det såkaldte "The Małgosia Issue". En sådan karriere er sjælden i modeverdenen.

MAŁGOSIA BELA: Det var et spørgsmål om flere faktorer. For det første var det held, timing: Jeg blev opdaget på det rigtige tidspunkt. Dernæst var det et spørgsmål om, hvad jeg lagde i feltet, og det kan jeg takke mig selv og mine forældre for, som gav mig arbejdsmoralen videre. Det tredje element er god ledelse, hvilket er særligt vigtigt i dag. I dag kan man skabe en karriere ud af ingenting, ud af noget fjollet PR, som man så bliver ved med at reklamere for. Men en karriere som min skal opretholdes intelligent, styres på en måde, så man ikke brænder ud, balancere skarpt redaktionelt arbejde med kommercielt arbejde, så man kan leve af det. Jeg er heldig at have agenter, der forstår mine styrker og sørger for, at jeg ikke bliver bedt om at gøre noget, jeg ikke har det godt med. For ti år siden blev jeg bedt om at starte en Instagram-konto. Det har jeg ikke gjort endnu.

M.V.H.: Taler du om din agent i Polen?

M.B.: Nej, men Darek [Kumosa, grundlæggeren af modelbureauet Model Plus - red.] lagde sin hånd på det, fordi han henviste mig til gode agenter i udlandet. Min karriere i Polen er ikke-eksisterende, jeg har aldrig opnået noget her, og Darek forstod med det samme, at jeg ikke havde noget at komme efter i landet. Da han sendte mig ud for at lave en historie til et af de polske magasiner, troede folk, at jeg var en rengøringsdame, der var kommet for at rydde op i studiet. Min nuværende agent, som er yngre end mig, og uden hvem denne bog ikke ville eksistere, forstår mig så godt, at vi er på samme bølgelængde. Ingen algoritme ville være i stand til at genskabe denne forståelse; det menneskelige element er uundværligt. Kunstig intelligens kan ikke forstå min sans for humor eller min kyniske tilgang til visse ting. Denne bog er en hyldest til menneskelig kreativitet og samarbejde med vidunderlige mennesker.

M.V.H.: Det, der adskiller denne bog fra andre coffee table books om mode, er dens ord. Ti essays, fulde af fantastiske detaljer og anekdoter om dine tidlige dage som model og dit arbejde med de største navne i branchen. Har du taget noter eller ført dagbog i løbet af de 25 år?

M.B.: Nej, jeg har aldrig taget notater. De ti essays i bogen er korte, alle under 1.500 ord. Ligesom min mand [instruktøren Paweł Pawlikowski] laver film, der ikke må være længere end 83 minutter, har jeg denne magiske grænse på 1.500 ord: Jeg kan ikke gøre mere end det, så begynder jeg at vrøvle, og jeg er nødt til at forkorte det. Jeg plejede at fortælle disse historier til min ven Filip [Niedenthal, grundlægger af 77 Press, udgiveren af "Winter Girl" - red.], fordi han altid var interesseret i min karriere. Jeg kalder ham "Filip fuld af nysgerrighed", fordi han kan huske alle navne og detaljer. Han var en meget god lytter, grinede høfligt af mine historier og opførte sig som en terapeut, der sidder og lytter. I mellemtiden organiserede jeg disse historier i mit hoved. Da jeg skulle sætte mig ned og skrive dem ned, var det en forfærdelig tid. Jeg ville gøre hvad som helst - rydde op i skabet, støvsuge, gå tur med hunden, købe ind, lave aftensmad - for at undgå at sætte mig ned og skrive.

M.V.H.: Det er ligesom de fleste mennesker, der skriver.

M.B.: Jeg var nødt til at forpligte mig, ellers ville det bare have været et forfængelighedsprojekt, som Filip kunne sætte sammen på egen hånd.

"Da [min agent] sendte mig for at lave en historie til et af de polske magasiner, troede folk, at jeg var en rengøringsdame, der kom for at rydde op i studiet."

M.V.H.: Næsten hele den generation af store fotografer, du har arbejdet med i de sidste 25 år, er ikke længere blandt os - Richard Avedon, Peter Lindbergh, Irving Penn (som aldrig fotograferede dig, men som gav dig en vigtig livslektie, som du fortæller om i bogen). Hvordan er dit arbejde sammenlignet med dem og med den nye generation af fotografer?

M.B.: Denne bog er en opsummering af en bestemt æra. Det, der er en luksus i dag, var engang normen. Før i tiden havde vi to dage til at tage fem billeder. Under Avedons fotoshoots var den første dag afsat til research, øvelse, ideer. Der var ikke noget moodboard, måske var der noget inspirationsmateriale, men ikke specifikke billeder. Nu, når jeg kommer til studiet, er der et moodboard med mine fotos fra over et årti siden. Og en anmodning fra kunden: "Lad os gøre det her." Copy-paste. Jeg savner den kreative udveksling, som vi havde tid til på arbejdet. Det betød ikke, at vi tog på ferie sammen bagefter eller gik ud at spise - den slags relationer har jeg slet ikke i branchen. Men jeg vil heller ikke beklage mig over, at det tidligere var så godt, og nu er det forfærdeligt. Vi kan ikke gøre for det; det er et spørgsmål om teknologi og verdens retning. Jeg oplever stadig ting, der forvirrer mig, som f.eks. en nylig fotografering - der endnu ikke er offentliggjort - for magasinet W med modedesigneren Joe McKenna og fotografen Jamie Hawkesworth. Det er, som om vi er gået 25 år tilbage i tiden. Ingen moodboards, bare tøjet og rummet. Intet pres for at tage dusinvis af billeder - vi kunne tage fem eller seks, så længe de var gode. Alle var fokuserede, ingen talte i telefon. Jamie tog ikke engang polaroider, men ringede bare til Joe, stylisten, fra tid til anden for at kigge gennem linsen og se billedet. Ingen vidste, hvordan billederne så ud. Fotografen havde stor respekt for stylisten, og stylisten for fotografen. Det var længe siden, jeg havde haft sådan en oplevelse, og jeg blev rørt over, at det stadig er muligt. Fordi det er så sjældent i dag, værdsætter jeg det endnu mere.

M.V.H.: Apropos Avedon, så sagde du i et interview for omkring 20 år siden, at han anbefalede dig at se filmen "Come and See", som endte med at have en stærk effekt på dig.

M.B.: Ja, han gav mig bogstaveligt talt filmen. Hun sagde til mig: "Du kommer fra de østlige regioner. Jeg spekulerer på, hvilken effekt den vil have på dig." Hun gav mig også bøger at læse, vi havde et ret specielt forhold. Jeg vil ikke kalde det venskab, for han betroede sig ikke til mig, og vi gik ikke ind i intime detaljer. Men han var min mentor. Hvis vi talte polsk, kaldte jeg ham "sir" [en standardmåde at omtale en person på, som man ikke er intimt fortrolig med - red]. Jeg havde stor respekt for ham, og jeg var fascineret af, at han som 80-årig kunne blive lige så begejstret som et barn og bogstaveligt talt hoppe lidt ved hvert billede. Jeg bliver flov over den slags, især når jeg føler mig træt eller udmattet. Han havde en utrolig energi og passion.

M.V.H.: Jeg var i London på det tidspunkt og købte filmen på dvd efter din anbefaling, og kort tid efter mødte jeg min nuværende mand. På vores første date derhjemme viste jeg ham Come and See.

M.B.: Og det var sådan, du fik ham til at forelske sig i dig!

M.V.H.: Vi var begge rystede over filmen, men ja, jeg tror, han var imponeret, og du spillede din rolle i det.

M.B.: Jeg får gåsehud, når jeg tænker på det. Jeg mødte faktisk Małgośka Szumowska [Małgorzata Szumowska, polsk instruktør - red] noget tid senere. Da hun spurgte mig, hvilke film jeg så, fordi hun ledte efter en pige til sin film "Ono", fortalte jeg hende, at jeg for nylig havde set "Come and See", og hun sagde: "Aldrig! Det er min yndlingsfilm." Jeg fik en rolle i hendes film, og senere introducerede hun mig for min nuværende mand Paweł. Avedon står bag dette.

M.V.H.: Men du kan også godt lide at arbejde med unge fotografer.

M.B.: Jeg foretrækker dem, der ved, hvad de laver. Fra tid til anden er der nogen fra den yngre generation, som har en specifik vision og forfølger den. Det er en god ting. Men det er sværere for mig at komme overens med dem, fordi denne yngre generation er vokset op i en så stærk kultur, som er meget forskellig fra min erfaring.

M.V.H.: Men er det ikke sådan, at når en fotograf har mindre erfaring, har han eller hun en bedre chance for at være kreativ?

M.B.: Det, jeg hader allermest, er at arbejde med nogen, der føler sig som en stjerne. Alt, hvad jeg gør, er "fantastisk", og det synes jeg er virkelig irriterende. Så er jeg nødt til at tage kontrol over det hele. Det er ulempen ved at arbejde med mennesker, der kunne være mine børn: De er generte og overvældede af mit CV. Men hvis der er et ungt menneske, som har en vision om mig og slet ikke bekymrer sig om mit tidligere arbejde, men i stedet fokuserer på det, vi har sammen lige nu, kan det være meget friskt, sjovt og kreativt. Og det er vigtigt, for i min alder er det ikke nødvendigvis sådan, at det, jeg laver, er smukt. Jeg har aldrig været helt fotogen, som for eksempel Kate Moss, som man kunne sætte i et hjørne, og hun ville se godt ud på et 2D-foto. Sådan er jeg ikke.

M.V.H.: Er du ikke lidt genert?

M.B.: Nej, jeg mener det alvorligt. Det er derfor, jeg synes, jeg er en rigtig god model. Jeg ved, hvad man skal gøre for at gøre tingene smukke, jeg ved, hvordan man kommer på bølgelængde med det uudsigelige i scenografien, nogens idé eller endda bare kjolen i et simpelt hvidt studie. Det lyder trivielt, men jeg kan se, hvor sjældent det er i fotografier. Mit idol har altid været David Bowie, jeg har altid ønsket at være som ham. Det, han gør på billederne, det, han har på, det bliver han simpelthen. Han går på scenen med noget stort i panden, og det er autentisk. Da jeg var ung, drømte jeg om at blive skuespillerinde, og i stedet er jeg som en skuespillerinde i en stumfilm.

M.V.H.: Men du har spillet med i flere film. Var der nogen særligt vigtige roller for dig?

M.B.: Jeg tror ikke, jeg tillægger nogen af dem særlig stor betydning. Jeg bliver som regel castet som i filmen "Suspiria" [instrueret af Luca Guadagnino] - som en slags monster eller kastrerende moder.... "Suspiria" var faktisk en stor oplevelse, fordi jeg kunne bruge mine modelfærdigheder, som at være helt stille i fem timer, mens de lagde makeup på mig eller klistrede ting på mig, eller ikke spise eller drikke i 12 eller 18 timer. Jeg har ikke skuespilfærdigheder, men jeg ved, hvordan man legemliggør. Måske har jeg ikke håndværket, men jeg har følelsesmæssige ressourcer, og jeg er i stand til at bruge dem. Men jeg har altid betragtet mig selv som en amatør. Mine forældre frarådede mig at spille skuespil, da jeg var 13 år gammel. De fortalte mig, at jeg var for høj og havde en talefejl, så jeg måtte hellere koncentrere mig om at spille klaver. Og det var det, jeg gjorde, men jeg havde så meget sceneskræk under optrædener, at min klaverkarriere var dødsdømt. Det var først, da jeg blev model og stod foran et kamera, at jeg fjernede min sceneskræk.

M.V.H.: Du startede i supermodellernes æra, hvor din type skønhed ikke blev betragtet som "kommerciel". Nu ser hun ud til at være mere alsidig end nogensinde.

M.B.: Har du set Ruben Östlunds seneste film?

M.V.H.: Ja, "Triangle of Sadness".

M.B.: Der er en scene i begyndelsen af filmen, hvor mandlige modeller under en casting bliver bedt om at lave "H&M", så de laver et "kommercielt" ansigt, og "Balenciaga", som betyder et mere edgy ansigt. I løbet af de sidste 20 år har jeg faktisk fået mange jobs for begge mærker.

M.V.H.: Filip Niedenthal siger, at du skubber til grænserne.

M.B.: Det ved han udmærket godt.

M.V.H.: Er du en arbejdsnarkoman?

M.B.: Nej, jeg er bare professionel og perfektionist. Det er ikke tvangspræget, men hvis jeg ved, at noget kan gøres bedre, så gør jeg det bedre. Det er standarden for mig, og det har det altid været. Min søn tager det ikke så pænt, han ser det som et pres, en belastning, men sådan opfatter jeg det slet ikke. Ifølge den nye generations målestok er jeg intens og krævende, men for mig er det normalt. Jeg tror, jeg har oplevet det samme pres.

M.V.H.: Men det er også selvdisciplin. Har du været i stand til at give noget af det videre til din søn?

M.B.: Ja, nu hvor han er flyttet til Berlin for at gå i skole, gør han det samme. Og det er godt, for jeg kan huske, at da jeg befandt mig alene i New York uden penge, i en verden, jeg slet ikke kendte, var min redning mine forældres lektioner, de kedelige, forfærdelige lektioner, der skulle indprente værdier.

M.V.H.: "Uanset hvad du gør, så gør det rigtigt."

M.B.: Min søn fik mig til at indse, at ikke alle fungerer godt under pres, men for mig er det afgørende. Min mand siger, at modellering vil redde mit liv. Jeg ved, at jeg ikke kan drikke vin til aftensmaden, som jeg plejede, hvis jeg skal arbejde næste dag. Jeg ser det ikke som et stort offer, men som en måde at fungere på i denne verden, hvor der er et konstant pres for at være i form, se ud på en bestemt måde, håndtere mangel på søvn, jetlag osv.

M.V.H.: Du skriver i bogen, at du følte dig skyldig over, at du tjente flere penge på at være på stranden på Bahamas, end dine forældre kunne tjene i hele deres karriere.

M.B.: Jeg så for nylig en ny dokumentarfilm om supermodeller i 1990'erne, og meget af det handler om penge. Jeg havde ingen anelse om, hvor mange penge der var i denne branche. Min mor lånte mig dollars af en præst, hun kendte, så jeg i det mindste kunne have noget, da jeg ankom til New York. Jeg brugte en femtedel bare på taxaen fra lufthavnen til Manhattan. For mig handlede det ikke om penge, og jeg tror ikke, det skyldtes så meget mine forældres opdragelse, men det faktum, at jeg voksede op i et kommunistisk land. Som 21-årig gik jeg stadig på universitetet, som var gratis i Polen. Jeg havde et stipendium. Mine forældre havde denne tilgang: Så længe du går i skole, behøver du ikke at bekymre dig om husleje. Jeg har den samme holdning til min søn. Jeg kom til New York for at opleve eventyr, ikke for at få økonomiske fordele. Jeg havde ikke engang en bankkonto. Jeg var ikke klar over, at jeg ikke fik penge for at bo på Bahamas, men for retten til at bruge mit ansigt. Der gik flere år, før jeg forstod det. Jeg troede, det var en gratis ferie. Så da jeg fik en makeupkontrakt med Shiseido - hvilket skete meget snart - og 150 dollars pludselig blev til 150 dollars plus et par nuller, var det chokerende. Jeg kunne ikke lide det; jeg havde en slags katolsk skyldfølelse. Jeg kan huske, at mine forældre på det tidspunkt tjente omkring 300 dollars om måneden.

M.V.H.: I historien om Peter Lindbergh husker du, at du til din første jul i Polen gav dine forældre et nummer af Vogue med dit billede på forsiden og 10.000 dollars i en kuvert.

M.B.: Jeg tog det beløb med, fordi det var alt, hvad man kunne have med i kontanter. Måske var jeg allerede for gammel til at blive imponeret af penge, eller også var det min opdragelse. Jeg brugte aldrig penge på tøj, glæden ved at klæde sig godt på blev fuldt ud tilfredsstillet eller endda forstærket af arbejdet.

M.V.H.: Kort tid efter, fra et atelier på Manhattan, kiggede du på de faldende tårne i World Trade Center.

M.B.: Filip var sammen med mig i New York, og jeg kan huske, at vi følte, at verden var ved at gå under, at moden var forbi, at branchen var en joke, at det var totalt overflødigt. Det skete under New York Fashion Week, og først skulle alle shows aflyses, og så blev de flyttet, og så blev det besluttet at fortsætte med at lave dem, men uden musik, og at kalde dem "præsentationer" i stedet for modeshows. Og så så vi med rædsel på, at alt gik tilbage til det normale inden for en uge.

M.V.H.: Det var på samme måde under pandemien. Først var der en masse snak om ikke at flyve så meget, fordi det er unødvendigt og skadeligt for miljøet.

M.B.: Pandemien forårsagede et enormt teknologisk fremskridt. Jeg skød en Max Mara-kampagne med Steven Meisel: Han var i New York, og jeg var i Paris sammen med hans assistenter, alle på Zoom. Vi troede, at det måske ville forblive sådan, at vi måske ikke ville være nødt til at flyve så meget, at vi ville være nødt til at begrænse vores CO2-fodaftryk. Og så kom det hele tilbage med overmagt, der er endnu flere shows, på alle kontinenter. Det er skræmmende.

"Min søn betalte en meget høj pris for, at jeg kunne være med i alle disse billeder. Så det er også en hyldest til ham."

M.V.H.: Ud over værker af verdens største modefotografer indeholder bogen også et portræt taget af din 19-årige søn, Józio Urbański. Hvordan kom dette portræt i stand?

M.B.: Det er endnu en historie om at vende noget, der ligner en katastrofe, til noget godt. Da jeg spurgte fotograferne om lov til at bruge deres billeder i min bog, var de alle meget begejstrede og gav mig gerne billederne. Bortset fra ét. Jeg ønskede, at bogen skulle indeholde 100 billeder, og der manglede kun ét. Vi kunne have inkluderet endnu et billede af Tim Walker eller Steven Maisel. Men vi ville gerne bevare den gode stemning omkring bogen - det var et venligt gør-det-selv-projekt. Og så kom jeg i tanke om det billede, Józio tog for at afprøve et kamera. Mit hår er bundet tilbage, hvilket er mit yndlingslook, jeg har ingen makeup på, billedet er lidt undereksponeret - men på grund af dette billede blev bogens gode karma bevaret. Jeg tænkte, at det ville være rart at have min søn med i den, han er trods alt også en del af min arv og stolthed. Han havde ikke en nem barndom, der var meget ustabilitet, usikkerhed om, hvornår jeg ville rejse, og hvornår jeg ville vende tilbage. Han betalte en meget høj pris for, at jeg kunne være med på alle disse billeder. Så det er også en hyldest til ham.

M.V.H.: Ønskede du ikke at følge i hans fodspor og blive model?

M.B.: Absolut ikke, selv om casting-direktører spørger mig hele tiden. Men Józio er, som enhver ung mand med respekt for sig selv, interesseret i filosofi og vil gerne bo i et kunstnerisk kollektiv. Han studerer lyddesign i Berlin - han vil helt sikkert gerne være kunstner, men han vil også gerne have et håndværk, hvilket jeg er meget glad for. Han fik denne kombination af pragmatisme og talent fra mig, selvom han har mere talent, og jeg har mere pragmatisme. Men det lykkedes mig at overtale ham - eller snarere bestikke ham - til at lave en stor julekampagne med mig, som bliver præsenteret til efteråret. Han var meget flov, men han gjorde det.

M.V.H.: Hvordan bestak du ham?

M.B.: Du ved, selv om man er anti-kapitalist, er man nødt til at købe den guitar eller det klaver med noget.